DM Mangekamp

I weekenden stillede 4 AAC atleter op til årets DM i mangekamp på Østerbro stadion. Det var fantastisk atletikvejr med 30 grader, sol og næsten ingen vind.

I P15 deltog Line Svarre i 7-kamp, hvor der var hele 15 konkurrenter. Line kæmpede flot gennem alle discipliner, men særligt favorit-disciplinen spydkast gik godt. Her kastede Line ny PR med 36,95 i første forsøg og havde derefter to satsede forsøg på at nå klubrekorden, som kun er 20 cm længere. Det lykkedes dog ikke, men det skal nok komme snart. Samlet blev det til en flot 10 plads.

I D13 var der tæt konkurrence mellem Vagn Bjørn, Balder Breinholst og to Sparta atleter. I D13 er det 5-kamp og alle gennemføres samme dag, hvilket var lidt af en udfordring for amager-drengene, der begge døjer med lidt småskader. Inden den afsluttende 600m var Balder på andenpladsen kun 4 point foran Vagn. Med det var så tæt at den førende havde ca 3,5 sekunder ned til Balder og Vagn, som igen havde ca 3,5 sekund ned til nr. 4. Vagn vandt flot 600m, og fik næsten hentet hele forspringet til nr. 1, mens Balder holdt fjerdepladsen i kort snor, og dermed blev det til sølv til Vagn og bronze til Balder. Undervejs satte Balder PR i 80m hæk, kugle og 600m, mens Vagn satte PR i 80m hæk, kugle og spydkast.

I D11, som kæmpede i 3-kamp var det Alexander og Storm mod 6 andre atleter. Det blev en stor opvisning fra AAC og drengene vandt alle discipliner. Alexander vandt sikkert 60m foran Storm. Storm vandt kugle, og dermed skulle det hele afgøres i sidste øvelse som var spring. Her havde Alexander valgt længdespring og Storm valgt højdespring. Inden øvelsen førte Storm med sølle 28 point. Alexander sprang virkelig godt og anden og tredje spring resulterede i ny PR med 4,18m og 4,27m. Dermed var der pres på Storm til højdespring – han skulle springe 1,31m for at dele med Alexander. Storm klarede 1,29m i første forsøg – ny PR og klubrekord. På 1,32m trak han spændingen til det yderste, men i tredje forsøg klarede han lige akkurat også den – ny klubrekord og sejr i mangekampen kun 15 point foran Alexander.

Tillykke med de flotte resultater alle fem😊

Related Posts

Ingen resultater fundet.
Menu