DMU inde 2020 i Skive

De danske indendørs mesterskaber for ungdom  (DMU inde) blev afholdt i denne weekend d. 29/2 og 1/3 i Skives indendørshal. Klubben stillede med 8 dygtige og spændte atleter, og trænerne Lars Hansson, Kristian Kolbye og Peter Klok bakkede op om dem alle, guidede og rådgav dem på bedste vis. Motivationen var høj og alle ydede en fantastisk præstation, i alle deres discipliner. Det blev en flot præmiefest med hele 4 guldmedaljer og 1 bronzemedalje, PR’er på stribe og også en Klubrekord. Super godt gået af dem alle.

Man kunne igen i år følge stævnet via LIVESTREAM på Atletik TV, samt se live resultater på App’en Roster, og det fungerede rigtig fint. Alle resultater kan se, hvis man downloader App’en Roster eller på DAF’s hjemmeside her

LØRDAG

Sebastian Monneret (D17) lagde suverænt ud med en storslået stangspringkonkurrence. Sebastian sprang med en ny stang, og det viste sig at være lige den stang, han havde brug for. Sebastian gik med guldet som den første, men ikke nok med det så slog han også sin PR med hele 29 cm, hvilket er lidt af en præstation. Og så var vi ligesom i gang.

Næste atlet i ilden var Caroline Jørgensen (P15) i kugle. Hun endte i Top 10 med et flot stød på 9.45, som dog er noget fra hendes PR, og desværre rakte det ikke til, at komme i finalefeltet og vise, at hun ligger i ”over 10 meter” gruppen. Det var stadig en flot placering.

Så nåede vi til 800m for (P15) gruppen, hvor vi havde 2 løbere med – Anna B. Andersen og Annabelle Viple. Annabelle løb i tiden 2.35.66 som rakte til en flot 6 plads, og Anna løb i tiden 2.40.25 og tog 9. pladsen. Det var Anna’s først DM og hun klarede det i stiv arm.

Bagefter var det Gustav B. Andersen (D17) som løb 800m, og det gjorde han flot i tiden 2.13.08, hvilket gav ham en 8. plads.

Caroline Jørgensen (P15) havde endnu en disciplin at klare lørdag, og det var 60m. Hun kom super godt fra start og løb i tiden 8.37. Der var stor spænding, om det ville række til finalen. Men blot 1/100 sekund adskilte hende fra finaleløbet, og hun fik i stedet d. 9. bedste tid.

Oliver Larsen (D15) skulle også ud i 60m, og rundede dagen af for vores atleter med et løb i tiden 8.22.  

Kl. 20.30 havde Helle Klok sørget for, at der var booket bord på vores sædvanlige italienske restaurant. Der blev udvekslet anekdoter og sjove historier i ”de gamles” ende af bordet, og grinet igennem og spist en masse pizza og pasta i ”de unges ende af bordet. Det var en hyggelig afslutning på en travl og følelsesladet første dag.

SØNDAG

Laura-Jo B. Hansen (P15) og Annabelle Viple (P15) skulle begge tidligt op og sætte søndagens program i gang. Laura-Jo Buchard Hansen, som skulle springe med en ny stang, kunne desværre ikke få det til at spille med den. Så hun valgte at gå tilbage til den ”gamle” stang og det fik hende over 2m40, som også blev hendes højeste spring den dag. En skam at hun ikke kom til at bevise, hvad hun allerede har gjort til træning flere gange, hvor hun har sprunget langt højere. Men alt i alt gav det hende dog en flot 5. plads.

Annabelle som i princippet også var tilmeldt 60m Hæk, valgte at melde fra på løbet, da det desværre lå midt i stangspringskonkurrencen. Hun valgte at melde fra, for bedre at kunne fokusere på stangspring. Det var nok en meget god beslutning, for efter en nervepirrende spændende konkurrence vandt Annabelle guldet med et spring på 3m10. Det var både PR og KR.

Samtidig var Oliver Larsen i gang med kuglestød for i D15 gruppen. Han stødte kuglen ud på 9.37 som er noget fra PR og gav ham 14. pladsen.

Sebastian Monneret (D17) tog sig af 60m Hæk og det gjorden han i flot stil i tiden 8.88. Det blev til endnu en medalje for ham, denne gang bronze og en flot PR.

Caroline Jørgensen (P15) som allerede havde 2 discipliner i benene fra dagen før, tog lige en tredje med. Hun kastede sig ud i trespring, til trods for lidt knas med knæene, og sprang flotte 9.17 og tog en 7. plads.

Så nåede vi frem til vores mellemdistanceløbere. I dag skulle det gælde 1500m. Anna B. Andersen (P15) gav alt hvad hun havde i sig, og løb et super flot løb i tiden 5.26.65 (PR). Hun lå forrest i feltet på sig heat stort set hele vejen, men blev overhalet i sidste øjeblik. Samlet endte Anna på en 11. plads. Flot DMU debut for Anna.

Gustav B. Andersen (D17) løb sin 1500m i tiden 4.29.14. Også et flot løb af Gustav som løb sig til 9. pladsen. Vi glæder os til at se Gustavs potentiale blive ved med at udvikle sig i fremtiden.

Ikke overraskende var det Laura B Andreasen (P15) der stod for den 3. guldmedalje i højdespring med et spring på 1.59. En super spændende konkurrence, hvor der i sidste ende kun var en håndfuld piger tilbage, der gav hinanden kamp til stregen. Men som det jo altid går skal der findes en vinder, og Laura var den, der holdt hovedet koldt og gik med sejren overbevisende.

Sebastian Larsen (D19) afsluttede præmiefesten for Amagers atleter med den 4. og sidste guldmedalje. Det var i kuglestød hvor han stødte 14.41 og ovenikøbet PR.

Sådan skal det gøres – guld fra start til slut.

Tak til alle jer atleter som gjorde det fantastisk. Tak til trænerne der tog hele vejen til Skive, for at assistere klubbens atleter, og tak til alle deltagende, heppende familiemedlemmer.

Vi glæder os allerede til næste år.

Related Posts

Ingen resultater fundet.

Menu