Det var vanskeligt at finde en arrangør af den indledende Danmarks Turnerings match for herrer i 1. division Øst. Fremad Holbæk var den store redningsklub og påtog sig arrangørrollen, men kun for herrerne – kvinderne bliver en separat match. Stævnedagen blev udskudt til tirsdag den 30. maj, hvor 7 klubber var klar på Holbæk stadion. Let regn prægede starten af stævnet, men det klarede hurtigt op.
Amager AC stillede op med et fint hold, men desværre ikke i stærkeste opstilling. De øvrige klubber var: FIF, Ballerup, Korsør, Holte, Fremad Holbæk og Roar. Der var således lagt op til en god og på mange måder jævnbyrdig match med Ballerup som klar favorit.
Lars Hansson kan endnu
Stævnede startede med fire øvelser – 400mH, Hammer, Stang og længde. Villads lagde ud med af vinde 1. heat på 400mH i tiden 70.90. Næste heat viste sig dog at være hurtigere og Villads bliver samlet 5’er. Lars Hansson viste, at han stadig kan få gode point i hammer. Med et fint kast på 35.48m bliver han 2’er. Kristian Kolbye er igen klar i stang og bliver også nr. 2 med knapt 4m.
Hattrick af Oliver Birlie
I længde havde vi en debutant med. Oliver Birlie springer flotte 5.65m, hvilket gav ham en 3. plads. Det skulle vises sig at være Olivers aften. Med 11.87s på 100m og 24.00 på 200m havde han 3 x PR med hjem til Amager – tillykke til Oliver.
Schrødder igen, igen og igen
Efter de første øvelser viste det sig hurtigt, at kampen om de to kvalifikationspladser til elitedivisionen stod mellem FIF, Ballerup og Amager. Theis Læssøe havde derfor en stor opgave i at levere på 5000m og det gjorde han flot med en 2. plads i 16.12,29m. Hermed var Amager 2’er samlet. Inden stævnet påstod Nicholas Schrødder, at han ikke var i tilstrækkelig løbeform. Aftenens resultater skulle imidlertid vise noget andet. Han indledte med en flot 100m tæt på PR… 11.57s nr. 3… efterfølgende 200m i 23.40s nr. 4 og til sidst 400m i 54.86s nr. 3. En fantastisk indsats for holdet og en tro på at det kan blive til noget mere i denne sæson.
Kugle, spyd og højde blev afviklet midt i stævnet. Igen viste Lars Hansson, at han har marginalerne med på sin side… med 10.03m bliver han med 1cm nr. 5 i kugle foran Korsør. Kolbye skulle i højde følge det gode resultat op fra stang. Konkurrencen viste sig dog for hånd, men trods det blev det til en OK 4. plads med 1.64m. Michael Kure er altid en stabil atlet på DT holdet og skulle igen forsøge sig i spyd. Det viste sig, at kastet med et lidt kikset tilløb blev længst… flotte 40.20m gav en 4. plads.
Haren Skovhøj
På 800m var Emil Skovhøj i et meget tæt felt. Emil tog starten fra spids og havde løbet under kontrol indtil opløbet, hvor 3 løbere fik kæmpet sig foran. Han blev nr. 4 i en godkendt tid 2.03,81m… og med lidt mere taktisk erfaring til næste gang. Senere i stævnet fik Emil debut på 400m… og den gode grundform gav ham en fin PR i 55.95s.
Villads gjorde det godt i trespring. Med 11.30m blev han nr. 4 – et resultat han var godt tilfreds med. Kolbye tog sig af 110mH og fik en flot 2. plads i 19.62s. Kure kæmpede med diskossen, som blev kastet ud på 28.72m… med en 7. plads til følge.
Sidste øvelse inden stafet var 1500m. Her havde vi Simon Holst og Theis Læssøe med… Theis med en 5000m i benene. De lagde flot ud i den forreste gruppe, men efter 1000m fik Simon krampe i den ene lægmuskel og han måtte udgå ved 1200m. Theis løb en flot 3. plads hjem i 4.20,98m… en fin tid oven på 5000m’eren. Stafetten skulle vise sig ikke at blive afgørende og efter alle øvelser var slutstillingen klar – Amager AC bliver nr. 3 efter Ballerup og FIF.
Resultatlisten kan ses HER.
Tak til holdet for en god indsats og en hyggelig aften. Også tak til Michael for at bestille sandwich og til Helle Klok for at hente dem… og ikke mindst tak til Louise Clausen, Helle Klok og Simon Holst der påtog sig Amager AC’s dommergerninger.
Arkiver
Events
- 13/05/2023 - 19/10/2023
- 03/06/2023 - 04/06/2023
- 10/06/2023 - 11/06/2023
- Hvidovre
- 12/06/2023
- 15/06/2023