Skive AM, der har den eneste ’rigtige’ atletik-hal i Danmark, var igen arrangør af et flot DM for ungdom indendørs den 7. & 8. marts 2015. Amager AC havde i forhold til potentialet en lille trup med – til gengæld blev der leveret mange top præstationer.

4. plads til Villads og flot debut af Mathilde Yttesen
Villads Clausen var den første fra AAC i ilden i 60m hæk. Villads har trænet flittigt og har haft en stabil fremgang, hvilket han omsatte til en finaleplads med tiden 9,57 sek. I finalen gav han den fuld gas og endte på en meget flot 4. plads med 9.37 sek. I højdespring søndag morgen sprang Villads 1.60, hvilket han ikke var helt tilfreds med. Mathilde Yttesen debuterede i DMU sammenhæng for 14-15 årige piger. Der var noget nervøsitet af spore inden første øvelse, der var højde spring. Det så umiddelbart ud til at have en positiv indvirkning på den unge debutant idet hun forbedre sin PR fra 1.41 til 1.47, hvilket rakte til en 6. plads – super fin debut. I stang havde vi Kristian Kolbye med. Det var Kristians første konkurrence side efteråret, hvorfor tilløbet drillede og det blev til tre nedrivninger på start-højden.

Sandra igen, igen igen……
Når disciplinen er højdespring er der ingen kvinder der kan måle sig med Sandra B. Christensen. Det blev da også til et sikkert mesterskab med højde 1.76. Bemærkelsesværdig var det, at Sandra var meget, meget, meget tæt på at klare 1.79. Kun en højre læg snittede overlæggeren på vej ned – det tegner godt for den kommende sæson.

Bred AAC deltagelse i mellem-lang
Amager AC var pænt repræsenteret i mellem-lang – dog manglede der en væsentlig deltager, da Victor Thomsen måtte sidde over på grund af en knæskade. Det tegnede ellers til to sikre medaljer, men de må vente til sommer. Lørdag var der 3000m på programmet og her var det to deltager til start i 16-17 års gruppen. Frederik Mogensen tog AAC’s første medalje ved at blive nr. 3 i et løb, hvor der blev lagt hårdt fra land. Det betød, at AAC’s anden deltager Simon Holst kunne løbe en PR og en flot 5. plads hjem i tiden 9.16,52. I gruppen 18-19 løb Thor Skifte ligeledes PR med 9.38,26 og blev nr. 5. Dagens sidste øvelse med AAC deltagelse var 800m, hvor Jonathan (Run) Mogensen deltog i klasse 14-15 årige drenge. Det blev ikke lige Jonathans løb, med mange temposkift og en hurtig afslutning. Det blev dog til en 8. plads i tiden 2.15,52.

PR og sølv til Casper Jørgensen
Søndag morgen var Casper Jørgensen meget tidligt oppe for at forberede sig til dagens første øvelse – kuglestød drenge 14-15 år. Mens andre sover gør Casper sig klar og det blev da også til en flot sølvmedalje med PR-stødet 14.68.

DM Guld til Frederik Mogensen og PR over hele linien
På 1500m søndag eftermiddag gav AAC drengene den gas. Først løb Jonathan PR i tiden 4.24,66 og blev nr. 4 – tiden er under AAC elitekrav. Storebror Frederik skulle have revanche overfor Hvidovres Sebastian Bærntsen, der dagen forinden havde sat Frederik af på 3000m og løbet en meget flot tid. Frederik fulgte godt med og efter 10ca. 1000m stak han af og kom i mål som sikker dansk mester. Tiden var 4.07,61 hvilket er PR. Simon Holst lugtede medaljemuligheder inden løbet og det var tæt på. Han måtte dog ’nøjes’ med en 5. plads og PR i 4.12,60 – et fantastisk flot løb. Thor Skifte rundede dagen af med at sætte endnu en PR i tiden 4.19,80 i et løb som jeg vil betragte som karrierens bedste. Efter en let satsning, hvor Thor hang godt på blev der kæmpet med om bronzen. Det blev dog til en flot 4. plads, hvilket var overraskende godt.

Frederik DM Guld 2015 inde

Se resultatlisten på følgende link HER.