Ved et IAAF stævne i Tjekkiets hovedstad Prag, sænkede Stina Troest endnu engang sin egen PR og U23 rekord som ellers blev sat i lørdags ved et stævne i Schweiz. Denne gang passede skridt rytmen hele vejen rundt og ved passage af målstregen stoppede uret på 55,88 sek. Denne tid rakte denne aften til en 3.plads, kun slået af verdensranglistens nr 2 Sydafrikaneren Wenda Nel og Russeren Vera Rudakova som er placeret som nr 15 på samme liste, hvor Stina nu er nr 23. Termometeret viste denne gang mere menneskelige 19 grader og let modvind på første langside.

Stinas største mål for sæsonen er U23 EM i Estland 9-12 juli.Her er hun langt under kvalifikationskravet på 59,52, og også her venter Stina på den officielle udtagelse fra Dansk Atletik Forbund som er fastsat til den 29 juni. Ved EM håber Stina at kunne hjemtage en medalje og meget gerne den af guld. Det mål virker realistisk, da hun lige nu med hendes nylige forbedringer ligger nr 2 på U23 ranglisten, kun 37/100 efter nr 1 på listen, den et år ældre Franskmand Aurelie Chaboudez, der ligesom Stina også deltog i ungdoms OL i Singapore 2010. Her vandt Franskmanden guld og Stina sølv.

I kraft af den seneste tids gode resultater er Stina nu blevet tilbudt en plads i IAAF World Challenge i Marokko søndag den 14 juni. Denne type stævne rangerer på niveauet lige under Diamond League.