Endnu en træningslejr på Tenerife er afsluttet. Det har igen været en fantastisk tur med flot sommervejr, masser af træning, social samvær og god mad. Vejret har stået en del i perspektiv til det kolde påskevejr i Danmark. Greve IF og Amager AC har været meget tætte i såvel planlægning som træning. I alt har 70 atleter været afsted – en af de største grupper på stadion.
Alle atleter er trætte på den gode måde og nu venter der restitution derhjemme, så kroppen kan blive frisk igen og der kan præsteres på de røde baner. Der har været træningstilbud alle dagene, selv søndag, hvor stadion var lukket. Her valgte nogle at træne ved stranden, andre på bjerget mens en gruppe tog en slapper i badeland. Vi har heldigvis været forskånet for skader i år. Enkelte har været hårdt belastet, men det hjalp en gang is-bad på. Her er man 6 minutter i 5 grader koldt vand.
Det har været meget varmt. De fleste dage med temperaturer på 25 grader i skyggen, mens der hele to dage var temperature på mere end 30 grader og fuld sol. På stadion var temperaturen målt til 35 grader i træningspassene, hvilket kræver meget væske og solcreme. Varmen har været med til at trække energien ud af atleterne, men en god frokost og en tur i hotellets dejlige pool med efterfølgende afslapning bragte energien tilbage.
Alle atleter har trænet deres favorit discipliner med supplerende træning. Nogle blev lidt ømme af styrke- og bevæglighedstræning – man skal være i form for at være på træningslejr. Der er dog blevet taget højde for alles individuelle træningsniveau. Motivationen har været i top og der er præsteret godt i de primære træningspas.
Turen har ud over træningen været rigtigt god socialt og atleterne fra Amager AC og Greve har nærmest virket som en klub. Det gode vejr har givet anledning til nogle ’sol-pas’ ved poolen, dog under hensyntagen til restitution til den efterfølgende træning. Aftenerne er brugt på shopping i byen og på fælles aktiviteter på egen hånd på hotellet.
I år har en gruppe forældre taget med som supportere, men med indlagte cykelpas på de hårde bjergstigninger. Der er plads til masser af alternativ sport… selv golf som en gruppe hyggede sig med.
Tak til alle trænere, atleter og supportere der har været med til at gøre denne tur helt fantastisk.
Arkiver
Events
- 13/05/2023 - 19/10/2023
- 03/06/2023 - 04/06/2023
- 10/06/2023 - 11/06/2023
- Hvidovre
- 12/06/2023
- 15/06/2023