DMU 14-15 årig med guld, sølv og bronze medaljer i hus

Af Heidi Rasmussen.

I weekenden 19.-20.sept. blev der afholdt DMU for de 14-15 årige på Hvidovre station. Til trods for Corona-restriktioner, var stævnet velgennemtænkt og rigtig godt organiseret af Hvidovre Atletik klub, og det forløb uden problemer. Stor tillykke til arrangørerne herfra.

Amager Atletik klub stillede med Janus, Ada, Clara, Laura, Caroline og Annabelle.

Det var Annabelle og Clara i stang der åbnede ballet. Clara lagde fantastisk ud og lavede PR på 2.50, og så var vi ligesom i gang. Midt i stangspringskonkurrencen skulle Annabelle løbe 80m hæk indledende, så lidt stressende start for hende. Ada og Annabelle løb i første heat og Clara i andet heat. Annabelle løb et flot løb i tiden 12.58, hvilket var PR og kvalificerede hende til finalen. Ada løb ligeledes et flot løb meget tæt på PR i tiden 13.69. Desværre fungerede det ikke helt for Clara, men hun kan være super stolt af hendes første DM, hvor hun laver så stor en PR i stang. Tillykke til Clara

Efter hækkeløbet styrtede Annabelle tilbage til stangspringskonkurrence, hvor hun gik ind i konkurrencen, med et super flot spring på 3.00. Desværre fik hun det ikke til at køre ligesom hun plejer, og kom ikke over de 3.20. Hun formåede dog at løbe af med sølvet med springet på de 3.00.

Ganske kort tid efter var der finaleløb i 80m hæk. Startblokken drillede og Annabelle kom skidt ud af blokken, men det rakte alligevel til en fjerdeplads.

Samtidig med dette var Caroline i aktion i kugle. Der var knivskarp konkurrence, med nogle seriøse konkurrenter. Caroline kom ikke helt ud på PR, men var super stabil med kast over 10m og sluttede med 10.68 og en 7. plads.

Sidst på dagen skulle Annabelle i aktion igen. Denne gang var det 300m, hvor hun løb i A heatet. Stor PR med over et sekund i tiden 43.32. Dette gav hende bronzemedaljen.

Caroline sluttede lørdag af med diskos, hvor det drillede i de indledende kast, med 2 i nettet. Heldigvis er Caroline så dygtig og det 3. kast rakte fint til at hun gik videre i finalen. Hendes bedste kast lå på 31.51 og gav hende en fin 5. plads.

Så kom vi til søndag, hvor dagen bød på højdespring, hammer, spyd og 300m hækkeløb.

Ada og Annabelle løb 300m hæk begge i suveræn stil og begge med kæmpestor PR, hvilket gjorde at vi havde to atleter på præmieskamlen. Ada løb i tiden 49.18 og fik en flot og velfortjent sølvmedalje. Annabelle løb med guldet i tiden 47.69 og blev dermed Amager Atletik klub’s første og eneste danske ungdomsmester dette år.

Laura gik ind i højdespringskonkurrencen som favorit, men desværre drillede hendes prøveforsøg, og måske det rystede Laura en smule. Der var aldrig tvivl om, at kampen om guld ville stå mellem Laura og Isabel fra Holte (med en PR på 165 mod Lauras på 168). Da Isabel kom over 162 i sit andet forsøg, lå presset på Laura, men den gik desværre ikke. Med Lauras høje ambitioner og et tilsvarende højt niveau var det oplagt, at hun i situationen ikke syntes, at hun havde vundet sølv, men tabt guld – men godt kæmpet til Laura alligevel. Laura Andreasen vandt sølv i højdespring med spring på 1,59 m. Lidt senere kastede Laura og Caroline spydkast med 26,37 og 27,48 m som resultat.

Endelig kastede Caroline 42,62 m i en tæt hammerkast konkurrence – 12 cm fra PR og 4.plads.
Janus fik hammeren ud på 33,20 m – 6 cm fra PR og en 5.plads.

Annabelle kom på skamlen 3 gange i weekenden – her guld i 300 m hæk – flankeret af Ada.