Mandag den 12. maj blev årets anden Christianshavnermil afviklet. Det var løb nummer 147 i den 22.sæson siden det første løb i 1993. Tætte byger hele dagen kulminerede med meget tætte stråler fra kl. 17.45 til kort før start. På lykkelig vis stoppede regnen få minutter før start – og ikke en dråbe undervejs. Set i dette lys må det siges at være ret imponerende at hele 741 løbere deltog i løbet, i form af 304 kvinder og 437 mænd. Så det endte med at være ret gode løbeforhold, stort set vindstille og 12-13 grader – så det var bare de store pytter man skulle udenom.

At det kan tydes at det var gode forhold kan ses på at hele 54 løbere kom under de 30 minutter – det er længe siden sidst. Vindertiden hos herrer var den hurtigste i mere end 2 år. Men der blev også sat to imponerende klasserekorder – hos kvinderne udraderede Mette Møhncke rekorden i Kvinder 40-49 år til meget flotte 27.02 min. Ligeså flot er Lars Juul Jensens rekord i mænd 60 år og ældre – han forbedrede sin egen rekord med 20 sek. til nu 27.58 min.

Ivar Fjeldsted rundede sit løb nummer 125 – Thor Birkmand og Kjeld Ole Munk løb nummer 75 denne aften, og Kasper Klok og Morten Sørensen passerede løb nummer 50. Desuden løb Hanna B Nilsson og Mimi Birkelund løb nummer 25.

Enkelte havde ikke angivet deres alder/grp. – disse står anført i 15-29 gruppen. Hvis Du står anført forkert – eller har du ændringer til navn eller andet, så send en mail til amageratletik@email.dk

Et par herrer deltog med et ”lånt” damenummer – det er ikke det smarteste -J. Også en stor opfordring til at deltagere undlader at løbe i mål to gange, samt at man altid har sit startnummer på brystet. Begge dele skaber uro i tidtagningen. Skulle du have glemt/mistet dit nummer så få et nyt.

Husk at hvis du er tilmeldt hele serien, så skal du benytte det samme startnummer til alle løbene. Skulle du glemme det eller miste det, så henvend dig i teltet på løbsdagen.

For at få et serieresultat skal du deltage i mindst 4 løb over året – 4 hurtigste tæller med.

Nike løbebluse kan hele året købes i teltet for 100 kr.

Her til sidst lidt reklame for klubbens længste løb – Ørestadsløbet – hvor du har mulighed for at løbe 10 km eller ½ marathon på dejlig naturskøn stort set bilfrie ruter på Fælleden, Valby, Hvidovre, med start og mål ved Fields. Løbet finder sted lørdag den 21.juni kl. 16. Der benyttes engangschip ved dette løb. Tilmeld dig nu på www.events4u.dk

På gensyn til det næste løb som er den 2. juni kl 18.30.

Resultatlisten kan nu ses HER.

Billeder kan ses hos Henrik Madsen HER.

Michael

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.