Lørdag den 5.januar var der nærmest folkevandring fra Amager til Hvidovre. AAC var rigtigt godt repræsenteret ved Hvidovre indoor II stævnet. Og det gav i den grad pote. Derfor en gennemgang af udvalgte resultater for alle atleterne.

Francisca (P9) stillede op i tre discipliner, og det udløste 3 medaljer, 2xguld (50 m og kugle) og 1xsølv (længde). Det indebar, at hun tilbragte en del tid på præmieskamlen, og så kunne hun jo lige så godt arbejde med oplæserens udtale af det noget vanskelige efternavn, Trzecieski. Det blev han nu aldrig helt fortrolig med, og han var nok lettet, da det var slut med P9 medaljeoverrækkelserne.

Ursula (P9) fik guld i 50 m hæk og længde, Selma (P11) høstede bronze i 50 m hæk, og Silke (P11) fik sølv i skumspyd.

Siri (P11) satte PR i de fire discipliner, hun stillede op i. Det udløste en sølvmedalje (50 m hæk), og 2xbronze (højde og skumspyd). I skumspyd fik hun sågar en lille bonuspræmie, idet et af kastene røg uden for banen og spiddede en tilskuer. Godt, det ikke var “rigtige” spyd.

Line (P11) fik sølv i højde og kugle samt bronze i længde. Clara (P13) er stadig ret ny i stævnesammenhæng, men det gav en bronzemedalje i 50 m. Anna-Nova (P13) og Estha (P13) er lige rykket op og er nu de unge, men alligevel blev det til PR i kugle for førstnævnt og  2xbronze for sidstnævnte (50 m hæk, og længde). Ada (P13) fik guld i højde og sølv i 50 m hæk. Isabella (P13) overraskede alle, måske også sig selv, ved at lægge mere end en meter til sin PR i kugle, og det udløste guld.

Caroline (P15) høstede 3xbronze (50 m, højde og længde). Og så blev det til guld i kuglestød (8.64), hvor hun netop er blevet forfremmet til 3 kg. kuglen. Heldigt at hun lige akkurat nåede at få bugt med 10-meter grænsen med den “lette” 2 kg. kugle – ved stævnet i Ballerup 27.12 stødte hun 10.29.

Laura-Jo (P15) havde en ensom dag på stangspringsmadrassen, så det blev til guld. Laura (P15) tog guld i højde og bronze i 50 m hæk, hvor det i øvrigt blev til guld til Vilma (P15) i sidstnævnte disciplin. Så det var Vilma, der fik mest ud af en noget sen omstart grundet tyvstart. Hun vekslede sølv til guld, mens Laura måtte løbe to gange for at få sin bronze.

Jonas (D9) fik bronze i 50 m, William (D9) tog sølv i længde og skumspyd. Men kronen på hans dag var dog guldmedaljen i kugle. Stødet på 7,44 var samtidig klubrekord, flot.

Tristan (D13) tog bronze i 50 m og sølv i skumspyd. Og oplæseren fik lejlighed til at øve sig lidt mere i at udtale Trzecieski, idet Tristan er storebror til Francisca.

Daniel (D13) sprang (som alle) på skæve højder i højde, så det blev til en forbedring af PR med 1 cm. Springet på 1.31 gav samtidig en sølvmedalje. Den lidt længderustne Gustav (D15) tog sølv i længde og Magnus (D17) tog guld i 50 m.

Og tilbage er kun Anna (P13), som satte PR i kugle. Det gav dog ikke en medalje, men hun kan trøste sig med, at Hvidovre indoor ikke er mellem- og landistaneløbernes stævne. Afslutningsvis var der Ida (P11), hvor vi var flere, der kunne se på Idas lette gang og brede smil, at hun havde sat PR i længde.

Det blev altså til i alt 36 medaljer og et stort antal PR for AACerne, som for manges vedkommende luftede deres nye klubtøj for første gang. Det gjorde trænerne Lærke og Sandra også. Alt i alt en rigtig god AAC dag på fastlandet, inden karavanen vendte klirrende tilbage til vores ø.  

Karsten Nissen Pedersen

Efterfølgende er der modtaget en lille teaser fra arrangørklubben med status på bl.a. den samlede konkurrence. Her er Amager røget op på 1.pladsen i kampen om en stor pokal. Du kan se den HER

Se resultater og stillinger HER