De fem deltagende Amager atleter sørgede for 9 medaljer (5 Guld, 2 Sølv, 2 Bronze) ved de åbne danske mesterskaber for Masters 21-23. august i Greve.

Amagers hurtigste morfar, træner Anders Mathiesen (M65) gjorde rent bord med to guld på 100 m og 200 m. Tiderne (13,94 sek og 28,49 sek) var få tiendedele fra PR, men rigeligt til at holde danske, svenske og tyske konkurrenter stangen. 

DM-debutanten Lisbet Kolbye (K55) snuppede guldet med ny PR i Diskos (17,26 m) og var med ny PR i Hammer (20,60 m) med i medajlestriden, og landede slutteligt på en 4. plads. Flot at se, at vinterens ihærdige træningsindsats kaster fine resultater af sig.

Ole Lysholt (M65) deltog i Kugle og Hammer – flere bemærkede, at Oles mintgrønne Hummel træningsdragt fra 1983 var udskiftet med en tidssvarende model. Om det var grunden til, at den tidligere sprinter løb med guldet i Kugle ( 9,57 m) og sølvet i Diskos (25,85 m) skal vi lade være usagt, men det nye antræk klæder.

Træner Allan Kolbye (M60), som nu er rykket en tand op i de voksnes rækker, kvitterede med en bronzeplads i Hammer ( 26,23 m).

Formand Thomas Brinch (M55) havde tre øvelser på agendaen og vekslede dem til tre medaljer, en af hver valør, Guld i Højde (1,29), Sølv i Kugle (10,50 m) og bronze i Diskos (31,91 m).

Sammen med ligesindede atleter fra hele landet, Sverige og Tyskland nød alle at komme på græs igen efter et halvårs Corona stilstand, og hilse på kendte og nye ansigter. 

Resultaterne var måske ikke prangende, der skal bankes rust hist og her – men placeringerne viser, at AAC’s lille gruppe ligger med fremme i dansktoppen. Og thumps up til Greve Atletik for et effektivt afviklet og Covid-19-sikkert stævne.

Thomas.

Formand Thomas Brinch

Ole Lysholt i nyt outfit.

Lisbet Kolbye