I Amager Atletik Club spurgte vi os selv, om den gamle danske mil mon var gået i de løbeglades glemmebog mens coronaen hærgede?

Svaret er et rungede ”Nej”

Havde løberne stadig appetit på en hyggelig løbetur forbi kendte seværdigheder på et pulserende Christianshavn, hvor byggepladserne viser, at det er en levende bydel i stadig forandring?

Svaret er et rungende ”Ja”

Med over 500 tilmeldte til årets første løb er milen i den grad tilbage. Det er en glæde, der hjælper os med at komme over de bekymringer, vi har haft.

Vi har lidt et videnstab, fordi klubbens mangeårige administrator, Michael, er gået på efterløn – i øvrigt med et velfortjent livslangt æresmedlemsskab af klubben i bagagen.

Det er heldigvis stadig mange garvede hjælpere men også mange nye. Kunne vi få det til at fungere? Det kunne vi langt hen ad vejen. Vejret var dog en frygtelig plage. Vi havde vores hyr med vind og vand, hvilken formentlig også var årsagen til at en del tilmeldte blev hjemme i varmen.

Som noget nyt benyttede vi Sportstimings app til tidtagning. Det var en succes. Vi regner med, at man fremadrettet kan se sit resultat, straks man er kommet i mål. Naturligvis med forbehold for efterjusteringer. Resultaterne kan ses online på Sportstiming sine sider eller her

Vi havde andre udfordringer, fx var en del telte blevet ”møre” i de mellemliggende år. Det ærgrer os, at vi ikke havde taget højde for alt, og vi beklager eventuelle gener. Allerede næste gang 16.5 håber vi alle detaljer er på plads.

Vigtigst af alt – vejret kan næsten kun blive bedre. I Amager Atletik Club glæder vi os allerede til maj!

Flere af Henrik Madsens billeder fra løbet kan ses her