Sommervejr ved Christianshavnermilen

Uncategorized

Mandag den 2. juni var årets 3. Christianshavnermil begunstiget med meget fint sommervejr. Halvskyet, svag vind og ca. 21.grader – gav gode forhold for alle. Regnbyger holdt sig væk fra Amager denne aften. Det var løb nummer 148 i den 22.sæson siden det første løb i 1993.
Denne gang deltog der 839 løbere fordelt med 352 kvinder og 487 mænd – en del kvinder var nok til Kvindeløb samme aften.

Resultatlisten kan nu ses HER.

Der blev ikke løbet så hurtigt som i maj måned, og der er ikke nogle ændringer i Top 10 all time listen. Nu hvor der er løbet 3 løb kan der blive regnet en samlet stilling ud, denne vil blive bragt når vores nye hjemmeside er etableret ordentligt. Den gamle side viste sig at være forældet og vi har ikke nået at få erstatningen klar endnu – men der arbejdes hektisk på sagen.

Charlotte Sprenger, Kasper Hesselbo, Mads Remfeldt og Tove Eriksen rundede deres løb nummer 50 denne aften, mens Rene Egerup Bendtsen, Anette Gydam, Annette Thomsen, Eva Winther og Lars Alnor passerede 25 løb.

Ved dette løb var det et stort problem at der var en del løbere der deltog i løbet uden at have startnummer på. Stiller man ikke op med startnummer, så bedes man undlade at løbe i mål – da det skaber problemer med registreringen i mål. Ligeledes var der en håndfuld herrer der for at spare udgiften til startnummer havde ”lånt” et damenummer – det er ikke det smarteste – stod som nummer 1-2-3 hos kvinderne. Fratræk 10 min i tiden.
Skulle du have glemt eller mistet dit nummer så få et nyt i teltet FØR start på løbet.

For at få et serieresultat skal du deltage i mindst 4 løb over året – 4 hurtigste tæller med.

Nike løbebluse kan hele året købes i teltet for 100 kr.

Til sidst lidt reklame for klubbens længste løb – Ørestadsløbet – hvor du har mulighed for at løbe 10 km eller ½ marathon på dejlig naturskøn stort set bilfrie ruter på Fælleden, Valby, Hvidovre, med start og mål ved Fields. Løbet finder sted lørdag den 21.juni kl. 16. Der benyttes engangschip ved dette løb. Tilmeld dig nu på www.events4u.dk

På gensyn til det næste løb som er den 7. juli kl 18.30.

 

Related Posts

No results found

Menu