Mandag den 1. juni 2026 var vi kommet til tredje afdeling af årets Christianshavnermil. Solen skinnede og der var vindstille, så alt i alt var det en dejlig forårsaften med optimale løbeforhold til de godt 400 løbere, der var mødt til start.
Hurtigste mand var Mathias Marcussen (25:36), der ikke løb ved sidste løb, men også var hurtigste mand i årets første løb. Klubbens egen Karina Klok var (endnu en gang) hurtigste kvinde i tiden 26:40 (PR), en tid der bringer hende op på tredjepladsen på listen over løbets hurtigste i aldersgruppen 30-39 år.
Vi minder om, at næste løb, der tidligere blev løbet den første mandag i juli, afvikles allerede den 29. juni 2026 for at komme uden om sommerferien.
Som det blev nævnt inden tredje løb blev skudt i gang, får vi til næste løb besøg af Dansk Atletik Forbund, hvor vi i anledning af VM i halvmaraton i september udlodder særlige lodtrækningspræmier. Ét startnummer til halvmaraton den 20. september og 10 x 1 startnummer til det 5 km løb, som afvikles dagen inden (dvs. den 19. september).
Som altid siger vi tak til vores sponsorere, nemlig Simply Chocolate og Kaiser Sport, der leverer lodtrækningspræmier og Rema 1000 på Kastrupvej, der sørger for frugt til alle løbere, når de kommer i mål.
Resultater kan ses HER, mens billeder af Henrik Madsen kan ses HER.
Vi ses igen mandag den 29. juni 2026, hvor starten går kl. 18.30.